Flotte flammer til haven eller strandturen med en TLUD
Lad mig starte med at sige, at en TLUD IKKE er et Rocket Stove. Men alle der holder af åben ild og et hyggeligt bål vil nok synes om den alligevel. – Den er både billig og nem at lave, og så er den måske redningen til staklen i dette meme.
Varmen fra bålet opvarmer luften mellem 2 spande, så der skabes et opadrettet træk som i en skorsten.
Kold luft suges ind i bunden på ydersiden og tilføres bålet som primær luft via huller nederst i inderste spand og som varm sekundær luft via huller øverst. Den opvarmede rene luft gør at de røggasser vi normalt vil se som røg også bliver antændt, og voila, – et hyggeligt bål til terrassen, haven, strandturen eller andet (næsten) uden røg.
Jeg har brugt 2 malerspande. En på 10L og en på 20L med låg. Start med at bore huller i spandene. Store (10 mm) nederst i den store spand. I den lille skal der laves små nederst (5 mm) og store (10 mm) øverst. I låget skæres et hul, stort nok til at den lille spand kan hænge i det.
Det der er tilbage af låget til 20 Liters spanden sættes rundt toppen af/monteres på den lille spand.
Den lille spand med låget, – lidt fra oven.
Hvorefter den lille pand og låg sættes fast i den store spand med spændebåndet.
Resultatet lidt fra oven. Hullerne i bunden er nok ikke nødvendige. Jeg lavede dem, fordi jeg først troede den lille spand skulle stå på bunden af den store på ben af bolte. Det var ikke nødvendigt.
…Og den brænder virkelig smukt. Selv en lidt blæsende dag i nordjylland.